Retningslinjer for indtægtsgivende virksomhed, sportsarrangementer, kulturelle begivenheder mv. på Det falsterske Diges arealer.
Retningslinjerne skal tjene som en guide for alle, som ønsker at sælge et produkt eller gennemføre et arrangement på Det falsterske Diges arealer, som er stranden, klitten, diget med skråninger samt katastrofevejen.
Retningslinjerne skal ligeledes sikre, at der opstår mindst mulig gene for arealernes andre brugere og digeskatteyderne.
Erhvervsdrivende og arrangører skal forud for enhver form for salg, udlejning, aktivitet eller
lignende søge om tilladelse. Tilladelser gives for en periode indenfor et kalenderår.
Ansøgninger kan fremsendes når som helst, men – hvis de skal prioriteres i forhold til andre lignende – være fremsendt per 31. marts. Ingen tilladelser medfører eneret til produktet eller aktiviteten, men der kan blive for mange med samme produkt, så ikke alle får den ønskede tilladelse. Ved for mange ansøgere om samme produkt, kan en ”budrunde” blive aktuel.
Når tilladelsen er givet, kan praktisk koordination finde sted med opsynsmanden, der af
arbejdsmæssige årsager skal have et passende varsel. Kun i særlige tilfælde kan der fraviges fra Det falsterske Diges reglement. Kun meget lidt udlejning og ingen sportsaktiviteter må gennemføres på stranden ved det livredder overvågede område (i 2017 ca. hundrede meter ud for Marielyst Strandvej).
Erhvervsdrivende og arrangører skal holde det anvendte areal rent og fjerne eventuelt affald, som salget eller arrangementet har forårsaget.
Salg og arrangementer må ikke give anledning til støj- eller lugtgener i omgivelserne fra f. eks. høj musik eller røgelse – max. 65 fra højttalere afhængig af arealet, og højttalere skal have front ud mod vandet.
Huse og boder skal være mobile og må ikke stå permanent på stranden.
Der må ikke graves nærmere klitten end 5 meter. Andre besøgendes adgang til stranden må ikke hindres eller besværliggøres. Desuden skal reglerne i naturbeskyttelsesloven om reklamer i det åbne land overholdes.
Overtrædelser af reglement eller tilladelsens vilkår kan medføre øjeblikkelig inddragelse af
tilladelsen samt evt. et erstatningskrav.
Der må ikke gennemføres nogen form for forberedelse på arealerne, før det aktuelle beløb er
indbetalt.
Andre tilladelser vedrørende salg af levnedsmidler og alkohol (salg af alkohol må ikke forventes fra politiet), lovgivning vedrørende told og skat med videre skal være i orden, og det er den erhvervsdrivende selv ansvarlig for.
Hvis der skal køres materialer til stranden, skal den nedlagte stolpe passeres med forsigtighed og frihøjden på biler skal kontrolleres, så undervognen ikke at støder på bommen.
I forbindelse med vedligeholdelse og andet arbejde på arealerne, der evt. hæmmer eller flytter det tilladte ydes ingen erstatning. Det falsterske Dige kan ej heller gøres ansvarlig for evt. skade på materialer eller tredje personer, ej heller for investeringer, der ikke må anvendes i den ansøgte periode eller sted.
Ansøgning skal indeholde:
- Ansøgerens navn.
- Navn på firma, klub eller organisation.
- En beskrivelse af det ønskede salg, udlejning eller arrangement.
- Skal bomme låses op? Evt. udlånes nøgle – dette kræver et depositum på 2.000 kr.
- Kontonr. (hvor depositum kan tilbagebetales).
- Perioden.
- Stedet.
- Antal m2 (f.eks. 2 * 3 = 6 m2, hvis det drejer sig om et salgsareal på 3 * 2 m).
- Antal genstande, der udlejes (f.eks. 20, hvis det drejer sig om 20 senge).
- Firmaets cvr.nr. (alternativt ansøgerens personnr.)
- Adresse.
- By.
- Post nr.
- E-mail adresse
- Mobiltelefon.
Takster per sæson/arrangement:
Stadeplads og lignende for salg af is, mad, drikke mv.: 1.250 kr. i grundgebyr og 100 kr. per m2.
For udlejning af diverse effekter: 1.250 kr. i grundgebyr.
For arrangementer mv. på diget: 500 kr. i grundgebyr og 375 kr. per påbegyndt time ud over den første.
For arrangementer mv. på strand og katastrofevej: 500 kr. i grundgebyr og ca. 2000 kr. i depositum – afhængig af risiko for klit og udlån af nøgler.
Ikke-kommercielle arrangementer kan gennemføres gebyrfrit under forudsætning af, at digelaget ikke skal bruge kræfter på oprydning bagefter.
Priserne er inklusiv moms