Referat af bestyrelsesmøde i Det Falsterske Digelag, torsdag den 24. november 2022 kl. 18.00 hos Oldfruen
Til stede: Mogens Mika, Aksel Lindhardt, Christian Schou, Benny Ellekjær, Cyrild Jørgensen, Jens Corneliussen, Hanne Lohse og Thomas Bo Poulsen (observatør)
Ikke til stede: Mads Glenn Wehlast, som allerede på forrige møde havde meldt afbud
1. Godkendelse af dagsordenen
Dagsordenen blev godkendt uden bemærkninger.
2. Vedligeholdelse af digekronen: Kommunen vil (forhåbentlig) inden bestyrelsesmødet, fremkomme med sit forslag vil, hvordan den fremtidige vedligeholdelse skal håndteres
Bestyrelsen havde desværre ikke modtaget oplæg fra kommunen inden mødet.
Mogens, Christian og Thomas havde sammen med Hans Christian Lollike kørt strækningen igennem og registreret, hvor der er brug for efterfyldning, og eventuel mulig eftersåning af græs.
3. Maskinhuset: Thomas vurderer, at maskinhuset vil være stort nok til digelagets aktiviteter efter grundig oprydning og diverse mindre ændringer i indretningen af maskinhuset, men maskinhuset trænger til en ny port. Drøftelse og beslutning om, hvad vi gør med porten
Formanden omdelte tilbud fra “aluport.dk” på udskiftning og isætning af to nye porte i maskinhuset til en pris af kr. 69.223,75. Dette tilbud blev enstemmigt vedtaget.
4. Forslag om indkøb af en såkaldt Spearhead Destroyer, der kan hjælpe med bekæmpelse af invasive arter og anden uønsket vegetation på diget. Pris omkring kr. 110.000,- excl moms
Bestyrelsen blev forelagt materiale og fakta omkring maskinen. Det blev oplyst, at kommunen har tilbudt at yde et tilskud på kr. 60.000,- ved indkøb af en sådan maskine. Også her blev det enstemmigt vedtaget, at digelaget anskaffer sig det omhandlede hjælpemiddel, og Thomas bestiller maskinen hos Johannes Mertz.
Efter mødet har Christian modtaget skriftligt tilsagn fra kommunen om medfinansiering af kr. 60.000,- til indkøb af destroyeren med det betingelse, at ”Guldborgsund kommune lejlighedsvis kan låne maskinen, selvfølgelig med betaling af tid for Thomas/traktorfører. Digelaget får ansvaret for drift, pleje og opmagasinering af maskinen”.
5. Beslutning om salg af matr.nr. 34b til Jens Jørgen Jensen for kr. 4.300,-, mod at vi betaler omkostninger til dokumenter etc.
Cyrild orienterede om, at omkostningerne til den matrikulære berigtigelse i forbindelse med salget vil andrage ca. kr. 11.000,-. Jens Jørgen Jensen har tilbudt at købe de 393 m² for kr. 4.300,-, svarende til ejendommens vurdering. Henset til de omkostninger, der for digelaget er forbundet med ejerskabet, var der i bestyrelsen enighed om at afhænde det lille jordstykke til Jens Jørgen Jensen for kr. 4.300,-. Cyrild kontakter landinspektørfirmaet LE34 for igangsætning af den administrative proces.
6. Sankt Hans bål: STEF har spurgt, om vi vil være medarrangør af det årlige Sankt Hans bål på stranden. Drøftelse og beslutning
Formanden har haft møde med STEF, som ønsker digelagets inddragelse i arrangementet. Grundlæggende er vi positive overfor at deltage i midsommer-begivenheden, men hvad digelagets indsats helt præcis kommer til at bestå i, ønsker vi nærmere defineret.
7. Forslag om opstilling af cykelstativer tæt ved digekronen ved Marielyst-opgangen
Bestyrelsen er enige om, at dette punkt indgår i det kommende dialogmøde med kommunen med anmodning om, at etablering og bekostning af opsætning af cykelstativer betales af kommunen
8. Nye vedtægter: Vi er nu færdige med drøftelserne med kommunen om det nye vedtægtsforslag. Vi skal endeligt konfirmere det på mødet, før det går videre i den politiske proces i kommunen
Formanden gennemgik kommunens afsluttende bemærkninger til det vedtægtsforslag, som er fremsendt fra digelaget. Digelaget godkendte herefter det nu foreliggende forslag med ønske om to tilføjelser, som Christian vil vende med kommunens embedsmænd. Det ene ønske er, at paragraf 13 (om nyvalg af hele bestyrelsen ved første generalforsamling, når vedtægterne er endeligt vedtaget af byrådet) skal angive, hvor mange år de enkelte medlemmer vælges for, indtil vi igen kommer ind i 4-årige perioder. Det andet ønske er, at paragraf 6, stk. 2, om valgbarhed til bestyrelsen tilføjes en præcisering, at fuldmagtshavere på generalforsamlingen i henhold til §5, stk. 7 og stk. 10 også er valgbare.
Som det fremgår af referatet fra forrige bestyrelsesmøde, er det bestyrelsens håb, at de nye vedtægter er på plads inden næste årsmøde, men da der endnu er et stykke vej med godkendelser og høringer, må vi nok indse, at dette ikke er realistisk.
9. Dialogmøde med kommunen: Tiden er inde til at vi får aftalt næste dialogmøde med kommunen. Drøftelse af tidspunkt og indhold
Seneste dialogmøde med kommunen fandt sted den 31. maj 2022
Formanden retter henvendelse til kommenen med henblik på afholdelse af et dialogmøde primo februar 2023. På dagsordenen er indtil videre:
Forslag om opstilling af cykelstativer som beskrevet i punkt 7
Status på digekronen og den fremtidige vedligeholdelsesproblematik
10. Meddelelser fra formanden
Formanden oplyste, at den forestående sandfodring sandsynligvis vil finde sted i marts 2023.
Christian og Thomas ønsker et møde med rederiet Rohde Nielsen omkring praktikken.
Sandfodringen skal annonceres senest 4 uger før den finder sted, og vil derfor blive offentliggjort i januar måned.
Formanden orienterede om, at jordbunken fra Nordkanalen ved Sildestrup Øvej er “overgået” til en landmand i Sdr. Tåstrup.
Christian orienterede endvidere om, at hjemmesiden havde været gået ned. Det skyldtes, at DK Hostmaster havde suspenderet domænet, fordi regningen ikke var blevet betalt pga. nogle forviklinger i mailadresser. De administrative rettigheder er nu overdraget, og siden fungerer igen
Sluttelig fortalte Christian, at Thomas har fået leveret den nye arbejdsbil.
11. Meddelelser fra kassereren
Cyrild orienterede om, at sandfodringen i henhold til kontrakten beløber sig til kr. 8.870.000,- incl. moms.
På foreningskontoen er opsparet kr. 8.967.000,- og på driftskontoen står kr. 230.232,-, så likviderne til at honorere regningen er disponible.
Cyrild tilføjede, at digeskatten netto uden moms, men incl. det ekstraordinære bidrag for 2023, totalt udgør kr. 2.938.915,-.
Det er fortsat bestyrelsens plan, at der over de kommende år skal oparbejdes en beredskabspulje på kr. 9-10 millioner til imødegåelse af primært fremtidige udgifter til sandfordring. Herudover anvendes alene en driftskonto.
Cyrild efterspurgte en mere langsigtet vedligeholdelsesplan til budgettet for henholdsvis 2024, 2025 og 2026. Thomas laver et overslag over driftsmateriellets restlevetid.
Cyrild har fra landinspektørkontoret LE34 modtaget en opgørelse af, at 8.041 ejendomme betaler bidrag til digelaget.
12. Meddelelser fra følgegruppen for Bøtøskoven ved Jens Corneliussen
Benny orienterede om gruppens møde med kommunen om den strategiske udviklingsplan for Destination Sydfalster, og fremviste relevant information, herunder foldere, der fortæller om området omkring digekronen og Bøtø Skoven.
De tidligere udsatte kreaturer i Bøtø Skoven er blevet aflivet, da de tilsyneladende var blevet aggressive overfor publikum. Der er flyttet nyt kvæg til området. Vi satser på, at disse dyr er venligere stemt og forhåbentlig udviser større gæstfrihed.
Endvidere er der omsider blevet etableret hegn mellem katastrofevejen og digets fod. Hegnet er opsat for at lede besøgende til hen til trapperne og diget.
13. Aktiviteter på dige og strand ved Thomas Bo Poulsen
Thomas havde intet at berettet til dette punkt og kunne tilføje, at der ikke er modtaget ansøgninger.
14. Eventuelt
Christian spurgte, om Mogens og Aksel – som det blev vedtaget på sidste bestyrelsesmøde – havde fået rettet henvendelse til relevante myndigheder om en fælles beredskabsøvelse i tilfælde af en kritisk højvandssituation. Mogens og Aksel beklagede, at det ikke var sket endnu, men lovede at rette henvendelse inden næste bestyrelsesmøde.
Aksel spurgte til, hvorvidt alle handicaptoiletter er åbne over vinteren, og efterspurgte i givet fald udbredelse af offentlighedens kendskab hertil.
Den uensartede græsslåning på diget blev bemærket, hvortil det kunne oplyses, at dette sker under hensyntagen til biodiversiteten.
Mødet sluttede kl. 21.15.
Næste møde er aftalt til 16. februar 2023, kl. 19.00 hos Oldfruen
Referent, Hanne Lohse