Torsdag 8. februar blev parkeringspladsen for enden af Elkenøre Øvej spærret af for at gøre klar til modtagelsen af de mange rør, der skal bruges til den kommende sandfodring. Rørene begynder at ankomme fra 10. februar.
Planen er først at sandfodre ved Elkenøre og bagefter ved Gedesby. Ved Elkenøre skal bruges en 2000 meter lang søledning og ved Gedesby en 1100 meter lang søledning. Med søledning menes et rør, som anlægges fra stranden og vinkelret ud i havet, hvor skibet med sand ankrer op ved rørets ende.
Begge søledninger er planlagt til at ankomme i uge 8, men som med alt hvad der sker på havet, kan vind og vejr skabe forsinkelser. Men hvis alt går efter planen, begynder selve arbejdet med at sandfodre kort tid efter, at det første rør er på plads.
Firmaet Rohde Nielsen, der råder over en større flåde af skibe til sandfodring, står for at levere søledninger og sand og pumpe det ind på stranden. På stranden skal sandet fordeles og lægges op af klitten og den opgave har Rohde Nielsen lagt i hænderne på det lokale entreprenørfirma, MSE fra Nørre Alslev. MSE er en erfaren og ordentlig entreprenør, som vi kender fra renoveringen af stien på digekronen og som de løste med stor omhyggelighed.