Hvert år i juni holder digelaget årsmøde.
I 2023 sker det søndag den 18. juni 2022 kl. 10.00 i koncertsalen på Højskolen Marielyst, Bøtøvej 2, 4873 Væggerløse.
Dagsorden for årsmødet er bestemt af vedtægterne og ser således ud:
1. Valg af dirigent
2. Valg af 2 stemmetællere
3. Formandens beretning på bestyrelsens vegne
4. Orientering om regnskab og budget ved kassereren.
Det reviderede regnskab for 2022 og budgettet for 2024 er at finde på digelagets hjemmeside (se under fanen “Årsmøder” og find her Årsmøde 2023. Regnskab og budget findes nederst på siden).
5. Valg af 3 bestyrelsesmedlemmer
- 1 medlem vælges blandt sommerhusgrundejerne i Gedesby sogn og som ikke må have folkeregisteradresse i huset. I dag er Benny Ellekær valgt og han stiller sig til rådighed for en periode mere.
- 1 medlem vælges blandt de fastboende i Væggerløse sogn. I dag er Jens Corneliussen valgt og han ønsker ikke genvalg.
- 1 medlem vælges blandt de fastboende i Idestrup sogn. Posten er i dag ubesat.
6. Valg af revisor
7. Indkomne forslag
Forslag skal fremsendes, så de er formanden for bestyrelsen i hænde senest 5. juni på mailadressen info@detfalsterskedigelag.dk
8. Eventuelt
Hvem kan møde frem og stemme på årsmødet?
For at få adgang til mødet og kunne stemme, skal du være digeskatteyder. Digeskatten opkræves af kommunen og fremgår af din ejendomsskattebillet.
Stemmesedler udleveres ved indgangen fra kl. 9:00 mod dokumentation i form af ejendomsskattebilletten og billedlegitimation (pas eller kørekort).
Du finder din ejendomsskattebillet i din e-boks. (Er du fritaget for digital kommunikation med kommunen vil du dog have fået den tilsendt i papirform).
For nem fremvisning ved indtjekning anbefaler vi dig at printe ejendomsskattebilletten ud fra din e-boks. Men du er også velkommen til at vise din ejendomsskattebillet i digital form på din smartphone eller tablet ved indtjekningen.
Ejendomme, som er ejet af flere personer, fx et ægtepar, har kun 1 stemme. Ligeledes har hver fremmødt person kun 1 stemme, uanset at vedkommende måtte eje flere ejendomme.
Står begge parter i et ægteskab ikke på skødet, er det kun vedkommende, som er nævnt på skødet, der kan stemme på mødet. Det er nemlig ifølge digelagets vedtægter ikke muligt at overgive ens stemmeret til andre med fuldmagt, heller ikke en ægtefælle. Brug af fuldmagt kan kun ske af såkaldt ”juridiske personer”, dvs. når en ejendom er ejet af et selskab/institution. Til årsmødet i 2024 har digelaget forhåbentlig fået et nyt sæt vedtægter, der vil tillade brug af fuldmagter, men det er altså ikke på plads endnu.
Mødet begynder kl. 10:00, men indtjekning åbner kl. 9:00.
Mellem kl. 9:00 og 10:00 er digelaget vært ved kaffe og en croissant.
Mødet forventes afsluttet senest kl. 13:00.
Sådan indkaldes årsmødet
Årsmødet varsles med denne artikel på digelagets hjemmeside, med opslag i digelagets Facebook-gruppe og med annoncering i Folketidende, Ugebladet Guldborgsund og Lokalavisen Falster.