På årsmødet i oktober 2020 vedtog et stort flertal af de fremmødte (341 mod 70), at digelagets bestyrelse skulle gå positivt ind i arbejdet med kommunen om at få et nyt sæt vedtægter for digelagets virksomhed.
Ifølge lovgivningen er det byrådet, som fastsætter vedtægterne for digelaget og måneden før årsmødet i 2020 havde kommunens daværende teknik- og miljøudvalg besluttet at igangsætte en proces med at revidere vedtægterne. Som det hedder i indstillingen til udvalget:
Det kan konstateres, at vedtægten for Det Falsterske Digelag på en række områder ikke er tidssvarende, og på den baggrund er der rejst et politisk ønske om at revidere de gældende vedtægter.
Som årsmødet opfordrede bestyrelsen til, gik bestyrelsen aktivt og positivt ind i processen med fokus på, at de nye vedtægter skal medvirke til at demokratisere digelaget og gøre det muligt for medlemmerne at korrigere bestyrelsens kurs, hvis man finder den forkert. Det er i dag ikke muligt.
Med input fra andre digelag udarbejdede et par medlemmer af bestyrelsen herefter et forslag til nye vedtægter. Forslaget blev godkendt af bestyrelsen på sit møde i august 2021 og afleveret til kommunens top (borgmester, udvalgsformand og teknisk direktør) på det halvårlige diaglogmøde, som bestyrelsen og kommunen er begyndt at holde.
Siden er tiden gået med at få tilrettet forslaget, så det både lever op til de krav, som lovgivningen om diget stiller og til bestyrelsens og kommunens ønsker.
Nu foreligger så det endelige forslag, som digelagets bestyrelse har erklæret sig enig i på sit møde 24. november 2022 – og som kommunens embedsfolk på området har sagt god for.
Næste skridt er, at forslaget skal vedtages af kommunens teknik, klima og miljøudvalg. Det sker på udvalgets møde i februar 2023, og når det er på plads, skal kommunen foranstalte en 4 ugers høringsperiode, hvor digelagets medlemmer kan kommentere forslaget.
Når høringssvarene foreligger, skal udvalget behandle forslaget en gang til og måske foretage ændringer i det som konsekvens af høringssvarene. Når det er sket, skal forslaget behandles og vedtages af byrådet og efter en ny 4 ugers periode til eventuelle klager, kan vedtægterne så træde i kraft, hvis der ikke kommer klager med opsættende virkning.
Realistisk set vil processen nok ikke være overstået inden årsmødet i 2023, som derfor skal afvikles efter de nuværende vedtægter. Men forløber hele vedtagelsesprocessen fornuftigt, vil nye og mere demokratiske vedtægter kunne træde i kraft i løbet af efteråret 2023 eller i hvert fald i foråret 2024, så årsmødet i 2024 bliver til en generalforsamling og afviklet efter de nye vedtægter.
Du kan læse forslaget herunder.