Februar var en alt for våd måned til, at 2. etape af renoveringen af digekronen kunne komme i gang. Men nu er vejret ved at være ideelt, så kommunen og entreprenøren MSE har aftalt, at arbejdet starter i uge 11, dvs. ugen der begynder med 14. marts.
Arbejdet begynder ved Bøtøgaard, hvorfra man arbejder sig sydpå til Sortevej, hvor arbejdet med 1. etape sluttede i december.
Når den strækning er på plads, rykker entreprenøren til digets start nordpå ved Havlykke – og arbejder sig så sydpå til Bøtøgaard.
Planen er fortsat, at arbejdet er færdigudført 1. juni, når sommeren gør sin entre.