Efter flere års tilløb traf bestyrelsen for digelaget torsdag 18. november beslutning om at sandfodre langs diget til marts/april 2022. 8 medlemmer af bestyrelsen stemte for. 1 stemte imod.
Sandfodring betyder, at man pumper sand ind fra havet på stranden til erstatning for det sand, som havet har spist. Både ved digets nordlige og sydlige ende har havet ved højvandshændelser i 2017 og 2019 gjort et stort indhug på stranden og har spist af klitten bagved stranden. Det samme er tilfældet i mindre omfang midt på strækningen ved Bøtøskoven.
Første skridt til at gennemføre sandfodringen er at udbyde opgaven til interesserede entreprenører. Ingeniørfirmaet Cowi har været med i hele processen med at kortlægge omfanget af behovet for sandfordring til at få en tilladelse på plads fra kommunen til sandfodring. Vi beder nu Cowi om at foretage et såkaldt begrænset udbud til tre entreprenører.
Tidsplanen lyder på at få tilbud ind i januar, indgå kontrakt i februar og at entreprenøren så udfører arbejdet i løbet af marts og april.
Ifølge tilladelsen fra Guldborgsund kommune må vi kun sandfordre mellem 1. oktober og 30. april.
Vi vælger derfor at gøre det i marts/april i håb om, at de værste vinterstorme på det tidspunkt er lagt bag os.
Under fanen ”kystsikring” kan du læse mere om udfordringerne med at beskytte kysten og se alle de rapporter, som ligger til grund for, at beslutningen nu er truffet.