Efter grundige forarbejder er kommunens Center for Teknik og Miljø nu klar med deres forslag til, hvordan 1. etape af renoveringen af digekronen skal ske.
Digelaget modtog forslaget torsdag 8. juli og skal diskutere det på sit første møde efter sommerferien, mandag 9. august. I aftalen fra januar i år om kommunens overtagelse af ansvaret for digekronens overflade, blev det nemlig aftalt, at Digelaget skal have lejlighed til at vurdere og udtale sig om projektforslaget, før det sættes i gang.
Har digelaget ingen indvendinger, påregner kommunen umiddelbart efter 18. august at indbyde en række entreprenører til at give tilbud på arbejdet – og håbet er så, at arbejdet kan igangsættes på diget i september/oktober/november 2021.
Første etape etableres på en strækning mellem Sortevej og Birkemosevej ved og syd for Gedesby Strand. Etapen er valgt, fordi den eksisterende kote er her over 3,97 m, som diget minimum skal være for at modstå en såkaldt vejrmæssig tusindårshændelse. Digelaget får derfor heller ingen udgifter til etableringen af 1. etape. Aftalen mellem kommunen og digelaget indebærer nemlig, at digelaget skal betale for forhøjelsen af digekronen op til de 3,97 meter, hvor det er for lavt i dag.
Den nye overflade bliver 3 m bredt og belægges med såkaldt slotsgrus. Slotsgrus er et prima grusmateriale med ler i, og anvendes i dag til stier og pladser. Slotsgrus udlægges i en tykkelse på 14 cm, og stien får derved en styrke, så den er egnet til den lejlighedsvise tunge trafik, gennemsnitlig 1 tung passage pr. dag. Det at der kun anvendes slotsgrus til stiopbygningen sikrer,
at der ikke er risiko for at større sten fra underliggende gruslag, bliver blandet op i overfladen.
Går arbejdet med 1. etape planmæssigt, bliver 2. etape sat i gang i foråret 2022.
2. etape kommer til at omfatte resten af digekronen hele vejen op til Havlykke.
Herunder en side fra kommunens projektforslag.