Bestyrelsen holdt sit første møde efter årsmødet tirsdag 29. juni og med kun et punkt på dagsordenen: Valg af formand og kasserer.
Søren Bjerregaard indledte mødet med at fortælle, at han havde tænkt rigtig meget over situationen siden årsmødet – og var kommet frem til, at han havde brug for en time out fra sine forpligtelser i digelaget.
Søren sagde, at i hans 21 år som formand havde digelaget haft førsteprioritet i hans liv. Nu var tiden inde for ham til at prioritere hans landbrug og øvrige forretninger over digelaget. Men han understregede også, at han ikke smækker med døren og står til rådighed med sin viden for en ny formand.
Tre medlemmer af bestyrelsen, nemlig Cyrild Jørgensen, Mads Glenn Wehlast og Christian Schou opfordrede Søren til at gentænke beslutningen, men den var gennemtænkt og det var helt udelukket, at han ville fortsætte, sagde Søren.
Ifølge vedtægterne skal formanden i digelaget vælges blandt de fastboende i bestyrelsen. Det betyder, at ud af bestyrelsens 9 medlemmer er reelt kun 5 valgbare som formand. Da Søren havde meldt sig ud af feltet, var der fire potentielle kandidater tilbage – og de tre, Mogens Mika, Aksel Lindhardt og Jens Corneliussen sagde med det samme, at de ikke stod til rådighed som formand.
Christian var ikke lige så hurtig som dem til at undslå sig – og mødet endte derfor med, at han blev valgt som ny formand for digelaget.
Næste bestyrelsesmøde er mandag 9. august og på det møde vil Christian lægge en plan frem for, hvordan han vil organisere arbejdet i digelaget med tanke på, at alle bestyrelsesmedlemmer får opgaver at passe.
Cyrild blev valgt som ny kasserer i stedet for Søren Krighaar, der mistede sin plads i bestyrelsen på årsmødet.