Vedtægt

DET FALSTERSKE DIGELAG

 

Vedtægt for Det Falsterske Digelag

af 22. maj 2017

§1

Lagets navn er Det Falsterske Digelag.

Laget er oprettet i henhold til lov om digearbejder på Lolland og Falster, lov nr. 69 af 23/5 1873 med senere

ændringer. Lov om kystbeskyttelse, lovbekendtgørelse nr. 267 af 11/3 2009 er gældende for Det Falsterske

Dige.

Det Falsterske Digelag omfatter alle ejendomme, som efter § 2 i Lov om Digearbejder på Lolland og Falster,

Lov nr. 69 af 23. maj 1873, med senere ændringer, er forpligtet til at deltage i udgifterne ved anlægget og

vedligeholdelsen, samt de ejendomme, som efter Landvæsenskommissionskendelse af 1. juni 1977 er

blevet digebidragspligtige.

Det Falsterske Digelag har hjemsted i Guldborgsund Kommune.

 

§2

Digelaget ejer og administrerer nedennævnte ejendomme med påstående digeanlæg:

a. Det egentlige dige begynder i nord ved matr.nr. 17-a og 17-k Ulslev by, Idestrup og strækker sig

fortløbende til den sydlige ende ved matr.nr. 27-a Gedesby by, Gedesby. Kystdirektoratet har inddelt

diget i stationer med 1000 m. afstand, begyndende med station 0 i nord indtil station 17.600 i syd. Digets

nordlige og sydlige del består af ler indtil de tilstødende klinter. Den øvrige strækning består af sand. Fra

stranden foregår der stadig tilførsel ved opskyl og indblæsning af sand, så det oprindelige dige vokser

uregelmæssigt såvel i højde som bredde. Digets kronehøjde er 3,69 DVR90 (3,77 DNN). Digets anlæg

udefter er 1:12 og mod land 1:3. Digekronens bredde er 2,51 m.

b. Nedenfor digets skråning mod land er en støttebanket, som betegnes katastrofevejen. Den fungerer på

strækningerne station 100-800, station 1600-2000, station 2500-3200, station 4700-4800, station 9900-

14700 og station 16600-17300, som privat fællesvej med adgang til de sommerhusgrunde og andre

arealer, der ligger bag ved vejen.

c. Digelagets ejendom omfatter de ved station 100 og station 10900 beliggende høfdeanlæg ud i

Østersøen.

d. Der er følgende passager over diget: I station 100 ved Havlykkevejs fortsættelse, i station 1600 ved

Elkenøre Øvej, i station 2600 ved Sildestrup Øvej, i station 4000 ved Stovby Strandvej, i station 4800

ved Marielyst Strandvej, i station 6400 ved Bøtø Strandvej, i station 8200 ved Søndre Strandvej, i station

14600 ved Sortevej, og i station 17300 ved jernbommen.

e. Katastrofevej, dige og strand ligger på følgende matr.nre., der ejes af digelaget: 37 Ulslev by, Idestrup –

33 Elkenøre by, Idestrup - 4 Langø, Idestrup – 4 Stovby Fællesø, Væggerløse -12 Bøtø by, Væggerløse

-3 Bøtø Fang, Væggerløse – 254 Gedesby by, Gedesby.

Digelagets ejendomme omfatter endvidere følgende ejendomme:

Ved Marielyst Strandvej har digelaget materielplads og lager på matr.nr. 34-b og 34-d Bøtø Nor,

Væggerløse. På ejendommen findes et maskinhus. Matr.nr. 107b Gedesby by, Gedesby, som omfatter 2

parceller uden vejforbindelse og beliggende dels på matr.nr. 27a Gedesby by, Gedesby og dels på

matr.nr. 107a Gedesby by, Gedesby. Desuden ejer digelaget de toiletbygninger, der ligger delvist

indbygget i landskråningen på diget ved station 4800, Marielyst Strandvej, station 6400, Bøtø Strandvej

og ved Søndre Strandvej.

Ændringer af digelagets anlæg kan kun ske efter Guldborgsund Kommunes bestemmelse, jf.

Kystbeskyttelseslovens § 11, og med tilladelse fra Kystdirektoratet, jf. lovens § 16.

Kystdirektoratets Oversigtsplan for stationeringen på Det Falsterske Dige af 19. marts 1997 er optaget i bilag

1 til denne vedtægt.

 

§3

Vedligeholdelse af digelagets ejendomme med påstående anlæg påhviler digelaget. Digelagets bestyrelse

må således drage omsorg for, at den årlige vedligeholdelse ikke alene omfatter det egentlige digeanlæg,

men også pleje og fortsat opbygning af de foranliggende klitarealer, således at digets bedst muligt kan

modstå havets påvirkninger

 

§4

Udgifterne til nævnte vedligeholdelse samt digelagets forvaltning fordeles mellem medlemmerne af digelaget

i forhold til den til enhver tid godkendte partsfordeling.

Bestyrelsen ajourfører partsfordelingen.

Hvis en ejendom udstykkes eller i øvrigt afgiver areal, skal ejendommens ejer underrette digelagets

bestyrelse derom.

Dækning af ekstraordinære udgifter i forbindelse med offentlighedens adgang på diget kan forhandles med

Guldborgsund Kommune.

 

§5

Digelaget ledes af en bestyrelse, der består af 9 medlemmer. 4 vælges blandt de fastboende digeskatteydere

og 4 vælges blandt digeskatteydende grundejere i sommerhusområdet, der ikke har

folkeregisteradresse på ejendommen. Af de fastboende skal 1 være fra Skelby og Gedesby sogn, 2 fra

Væggerløse sogn og 1 fra Idestrup sogn. Efter samme fordeling vælges grundejerne i sommerhusområdet.

Bestyrelsen forbereder valget og forestår dette. Bekendtgørelse af tid og sted for valget sker ved

annoncering i de i området udkommende aviser og annonceblade, samt via internettet (digelagets

hjemmeside) med mindst 14 dages varsel. Ordinære valg finder sted i løbet af juni måned.

Enhver ejer af digeskattepligtig ejendom er stemmeberettiget, når pågældende møder personligt til valget.

For umyndige personer udøves stemmeretten af værgen. For ejendom i sameje er kun én ejer, udpeget af

samejerne, stemmeberettiget.

Hver digeskatteyder har 1 stemme uanset hvor mange ejendomme digeskatteyderen ejer.

For juridiske personer udøves stemmeretten ved fremmøde af den person, der er tegningsberettiget/har

fuldmagt til at møde på årsmødet. Den pågældende person kan udøve stemmeret på vegne af flere juridiske

personer og kan i øvrigt samtidig udøve stemmeret som privat digeskatteyder.

Valg afgøres ved simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed trækkes der lod.

 

§6

Enhver myndig digeskatteyder er pligtig til at modtage valg. Digeskatteydere over 60 år og digeskatteydere

som i løbet af de sidste 4 år har været medlem af bestyrelsen samt digeskatteydere som af anden særlig

grund, herunder helbredsmæssige eller sociale årsager, ønsker fritagelse, kan med kommunens

godkendelse fritages. Valget gælder for 4 år, således at der efter tur hvert år afgår en fastboende og en

fritidsgrundejer.

Såfremt et bestyrelsesmedlem anerkendelsesværdigt fratræder, og herunder ikke længere opfylder

valgbarhedsbetingelsen, vælges på næstkommende årsmøde ny bestyrelsesmedlem for det afgåede

medlems resterende valgperiode.

Hvis antallet af bestyrelsesmedlemmer bliver mindre end 6, foranlediger bestyrelsen snarest

suppleringsvalg.

Afgåede bestyrelsesmedlemmer kan genvælges.

 

§7

Efter hvert års valg konstituerer bestyrelsen sig med en formand udpeget blandt de fastboende.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Bestyrelsens beslutninger sker ved almindelig stemmeflerhed

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 5 medlemmer er til stede. Hvis der til en afstemning er

stemmelighed, er formandens stemme udslagsgivende.

Bestyrelsen modtager dagpenge og befordringsgodtgørelse efter samme regler som for

kommunalbestyrelsesmedlemmer ved rejser i forbindelse med digelagets drift og administration og

mødedeltagelse. Bestyrelsen fastsætter et fast årligt vederlag til formanden og regnskabsføreren, såfremt

denne er medlem af bestyrelsen.

 

§8

Samtidig med valget til bestyrelsen vælger digeskatteyderne 2 revisorer blandt sig. Valget gælder for 2 år,

således at de afgår skiftevis hvert år.

 

§9

Miljø- og Fødevareministeriet (v/Kystdirektoratet) har tilsynet med de samlede anlægs vedligeholdelse.

Uenighed mellem bestyrelsen og Kystdirektoratet afgøres af Miljø- og Fødevareministeriet. Alt

vedligeholdelsesarbejde aftales med Kystdirektoratet.

 

§10

Bestyrelsen ansætter personale og anskaffer nødvendigt materiel til varetagelse og opsyn, vedligeholdelse

og øvrig drift af digeanlæg m.v.

Bestyrelsen skal foretage regelmæssigt tilsyn af digeanlæg m.v. Mindst 1 gang årligt (forår) skal

Kystdirektoratet have lejlighed til at deltage i tilsynet.

Bestyrelsen udarbejder forslag og planer for digets vedligeholdelse. Ekstraordinære vedligeholdelses- eller

forstærkningsarbejder forelægges tillige med et udgiftsoverslag Kystdirektoratet til godkendelse forud for

forårsbesigtigelsen.

Bestyrelsen træffer snarest nødvendige foranstaltninger ved store beskadigelser af diget og underretter

samtidig Kystdirektoratet herom.

 

§11

Digeskat opkræves på kommunens foranledning og udbetales i 2 årlige rater til digelaget.

§12

Digelagets regnskab indsendes til kommunen senest 1. august. Sammen med regnskabet indsendes et

budget for det kommende regnskabsår.

På grundlag af budgettet fastsætter kommunen forskudsydelse og digeskat for det kommende regnskabsår.

Bestyrelsen indberetter ændringer i partsfordelingen til Kommunen. For digeskatten haves pante og

fortrinsret i bidragspligtige ejendomme som for kommunale ejendomsskatter, jf. Kystbeskyttelsesloven.

 

§13

Digelagets regnskabsår er kalenderåret. Regnskabet afleveres senest 6 uger efter regnskabsårets afslutning

til de revisorer, som er valgt af digeskatteyderne. Revisorerne gennemgår regnskabet inden udgangen af

april måned. Revisorernes bemærkninger til regnskabet besvares af bestyrelsen inden 14 dage, hvorefter

regnskabet med bemærkninger og besvarelser fremlægges til almindeligt eftersyn via internettet

(hjemmesiden) for digeskatteyderne senest 14 dage inden årsmødet.

Før indsendelse af regnskabet til kommunen, lader bestyrelsen regnskabet gennemgå af en statsaut. eller

registreret revisor.

Senest 1. august indsendes det reviderede regnskab med bemærkninger og besvarelser til kommunen, som

afgiver decision med hensyn til revisorernes bemærkninger. Skønner kommunen, at bemærkningerne ikke er

fyldestgørende besvaret, indhentes decision fra Miljø- og Fødevareministeriet (Kystdirektoratet).

 

§14

Digelagets bestyrelse og digelagets enkelte medlemmer kan forelægge Byrådet spørgsmål om fortolkning af

denne vedtægt og spørgsmål om den måde, hvorpå laget forvaltes.

Kommunens afgørelser kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet efter Kystbeskyttelseslovens § 18.

 

§15

Byrådet udfærdiger i dialog med Det Falsterske Digelags bestyrelse reglement med regler for

offentlighedens adgang til færdsel og ophold på digelagets ejendomme og anlæg. Byrådet træffer i henhold

til Kystbeskyttelseslovens § 17, stk. 2 endelig beslutning herom.

 

§16

Byrådet kan, dog efter forhandling med digelaget og om fornødent efter forhandling med Miljø- og

Fødevareministeriet, foretage ændringer i og tilføjelser til denne vedtægt. Forslag til vedtægt sendes til

høring hos lagets medlemmer i mindst 4 uger, før vedtægtens endelige indhold kan vedtages.

Ændringer i vedtægten og dens bilag skal tinglyses, når Byrådet bestemmer dette.

--

Vedtægten afløser den tidligere vedtægt for Det Falsterske Digelag, senest ændret af Storstrøms Amtsråd

den 28. maj 1979. Således vedtaget af Guldborgsund Kommune den 13. december 2012. Rettet i henhold til

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 22. maj 2017 (NMK-450-00001).