Reglement

DET FALSTERSKE DIGELAG

Printvenlig version klik her

Reglement for Det Falsterske Dige

 

 

§ 1

Reglementet er gældende for benyttelsen af de arealer der udgør Det Falsterske Dige og som ejes af Det Falsterske Digelag, dvs. selve diget, klitterne, forstranden, oplags- og tilkørselsarealer samt øvrige arealer tilhørende digelaget.

For offentlighedens adgang til at færdes og opholde sig i naturen gælder generelt Naturbeskyttelsesloven med tilhørende bekendtgørelser.

I Naturbeskyttelseslovens regelsæt er der nærmere anført både muligheder samt begrænsninger i forhold til offentlighedens færdsel.

 

§ 2

Færdsel til fods og kortvarigt ophold er tilladt overalt på digelagets arealer.

Adgang sker på eget ansvar.

På digets bagskråning må man af hensyn til kystbeskyttelsesanlæggets funktion dog kun færdes på de anlagte op- og nedgange og overkørsler.

På samme måde er det tilladt at færdes med barnevogne, kørestole og lignende for handicappede. Hunde skal føres i snor.

Mindre både må i perioden 1. marts – 31. oktober oplægges på forstranden mindst 5 meter fra klit eller dige.

 

§ 3

Det skal specielt bemærkes, i relation til publikums benyttelse af digelagets arealer, at følgende er forbudt :

at færdes med motorkøretøjer, knallerter samt at ride.

at campere, tænde bål, bruge kogeapparater, bortkaste brændende cigaretter og tændstikker, anvende fyrværkeri eller på anden måde ved brug af åben ild at skabe risiko for brand, at forrette nødtørft eller efterlade affald (der henvises til toiletter og affaldsbeholdere), at grave i dige og klitter, grave i stranden inden for en afstand af 5 meter til klitter, bortfjerne sten og sand fra forstranden, fjerne eller plante træer, buske og andre vækster, fjerne eller ødelægge hegn og andre af digelagets anlæg, at benytte arealerne som oplagsplads, herunder for både (bortset fra de i § 2 nævnte), fiskeredskaber, badehuse o. a. samt at opstille borde og bænke eller andre faste indretninger

§ 4

Digelagets bestyrelse kan efter aftale med Guldborgsund Kommune eller efter pålæg fra

Kystdirektoratet midlertidigt afspærre arealer for offentligheden, når det tjener hensynet til digebeskyttelsen, herunder beskyttelse af opvækst.

Offentlighedens adgang kan tillige begrænses ved brandfare eller hvis hensynet til dyre- eller planteliv taler herfor. Ved længerevarende eller større afspærringer vil offentligheden blive oplyst ved opslag ved adgangsvejene til de afspærrede områder samt evt. på tavler centrale steder i området.

 

§ 5

Større arrangementer med over 30 deltagere kræver tilladelse fra digelagets bestyrelse.

Bestyrelsen kan dispensere fra reglementets forbud, eksempelvis med henblik på sankthansbål.

 

§ 6

Det påhviler digelagets bestyrelse – som lodsejer - at påse overholdelse af ovenstående bestemmelser.

Det fremgår af naturbeskyttelsesloven, at alle, der færdes i naturen, skal rette sig efter de anvisninger, der gives dem af ejeren eller dennes repræsentant eller som fremgår af skiltning eller på anden måde.

Digelaget har som lodsejer ret til at fjerne ulovligt anbragte genstande.

Overtrædelser af regelsæt i medfør af naturbeskyttelsesloven samt dette reglements bestemmer kan straffes med bøde.

Digelaget kan rejse sag om erstatning.

 

 

Reglementet er udfærdiget af Guldborgsund Kommune i medfør af § 15 i vedtægt for Det Falsterske Digelag af Digelag af 22.5.2017.

 

 

Besluttet af Byrådet den 13. december 2017.